Uundgåeligt kom dagen. Dagen hvor vi måtte afsted fra Nuuk og tilbage mod Danmark. Det var tid til at få pakket og tage afsked med huset, byen og udsigten.
Mens Marianne pakkede færdig, gik jeg en sidste tur rundt i byen, for lige at tage et sidste blik på nogle af de steder, som havde gjort så stort et indtryk på mig. Særligt ét sted og ét blik havde sat sig fast hos mig. Nuuks gamle Kolonihavn, hvor de første skibe i sin tid lagde til, og hvor folk stod med blikket rettet mod fjorden og horisonten, og ventede på det første skib efter en lang vinter. Stedet for længsel og afsked, velkomst og ankomst. Stedet for civilisationen ankomst på godt og ondt.
Efter afskeden med huset og byen gik turen med taxa til lufthavnen og videre med en Dash 8 til Kangerlussuaq, hvor vi skulle overnatte og videre til CPH Kastrup næste dag.
Ved ankomsten til Kangerlussuaq undrede vi os over de mange mennesker og de mange kuffeter i lufthavnen. Hurtigt erfarede vi, at der var fejl på Air Greenlands store Airbus 330, som dermed var grounded var på ubestemt tid. Vi talte med flere, som havde været fanger i Kangerlussuaq i to døgn! Vi så på hinanden og tænkte: “Spændende!” Vi fandt vores værelse på Polar Lodge og affandt os med skæbnen.
Heldigvis havde i mulighed for, at komme på en Tundrasafari i omegnen af byen, mens vi ventede på nyt om vores videre færd. Vi blev kørt ud i det golde landskab med en stor dieselosende bus, en skærende kontrast til vidderne og den store stilhed vi ellers var omgivet af.
