Regnen trommede på bobilens tag, da vi slog øjnene op k.l ca. 6.30. Vi havde snakket om, at Trondheim faktisk godt kunne klare en dag mere, der var meget vi gerne ville se, men vejret og vejrudsigten var enige om, at det ville regne hele dagen. Så vi besluttede os for at køre til Kristiansund. Kristiansund er, når man kommer nordfra, starten på det man kalder Atlanterhavsveien, som I kommer til at høre mere om.
Vi trillede sydpå langs vandet, mens regnen tog til. Marianne snakkede om, at vi skulle huske at dreje til højre og venstre for at få uventede oplevelser. Samtidig har vi altid synes, at det var en oplevelse at besøge lokale kirker, så blikket bliv rettet ind i “find en kirke mode”. Det første kirke, vi spottede lange vejen, var låst og under restaurering. Vi gik en tur på kirkegården og observerede, at man her ikke lægger vægt på titler i samme grad som på gravstene i Danmark.
Da vi begyndte at snakke om en frokostpause, holdt vi udkig efter parkeringspladser, og ved den første der kom, holdt en sød dame med sin bod. Hun solgte jordbær, æg, røget laks, honning, pølser m.m. Så vores frokost bestod at røget laksemadder med frisklagte æg og nogle tomater, der havde puttet sig i køleskabet siden Tromsø, til dessert var der jordbær. Det var noget af en opgradering ift. en flad pølsemad og en ostemad.
Da vi trillede videre, opdagede vi en ottekantet trækirke ved siden af vejen og drejede ind. Hovedindgangen var låst, men da Marianne forsøgte en mindre dør, var den åben, og det var tydeligt, at det var en indgang til at kontor. Præsten kom os i møde og inviterede os ind. Kirken var en lille basilika bygget i træ med et ottekantet kirkerum med et tårn. Præsten viste os rundt og fortalte glad og engagereret om sin kirke. I kirken stod 2 stole overfor hinanden, og præsten fortalte, at han havde en aftale med et ungt par, som han skulle vie, Det bankede på døren, og præsten skyndte sig at åbne for det unge par. Vi skyndte os at takke af og ønskede det unge par held og lykke. Kirken var ca. 200 år gammel , men indeholdt et krucifiks fra 1100 tallet fundet i en lokal mose. På kirkegården var omkring 30 russiske soldater fra 2 verdenskrig stedt til hvile.
Vi kørte videre i regnen og ankom til et meget vådt Kristiansund, hvor vi, efter at have undersøgt andre muligheder, indlogerede os på den lokale campingplads. Det var en udfordring at finde et sted at parkere bobilen, hvor vi var sikre på, at vi også kunne komme fra igen, alt er pladdervådt, udenfor. VI ER SÅ GLADE FOR VORES TØRRE OG LUNE BOBIL.
En dag med uventede oplevelser, madboden på P-pladsen og den imødekommende præst.
Vi har indtryk af, at der er mange, der læser med og det er vi super glade for. Vi skriver den her dagbog med et dobbelt formål, både for at vi kan fastholde oplevelserne, og for at dele dem med jer. Hvis I har lyst vil vi gerne høre fra Jer.