13/7 En uventet oplevelse og Gjesvær

Efter en god lang nat, vågnede vi til det skønneste vejr igen, så campingstolene blev sat frem.

Mens jeg sad og sluprede kaffe i mig og nød udsigten over havet, kom to unge cykelgutter, og begyndte at spørge mig om en masse på tysk ( vi kører jo på tyske nummerplader), og jeg forstod ikke meget, men på engelsk gik det fint.
Det viste sig at være et par gutter, der havde problemer med den ene cykel og derfor efterspurgte et lift til Honningsvåg, hvorfra de kunne komme videre med en bus til Alta. Så var de jo kommet til de rette. Er der nogen der vinder Carsten sympati, så er det cykelfolket. Vi havde ingen planer om Honningsvåg i dag, vi ville til Gjesvær og så til Alta i morgen, og de kunne komme med hvis de ville.

De takkede ja, og cyklerne kom bag på camperen. De 2 gutter var meget trætte efter den lange tur om natten fra Honningsvåg. Mange cyklister vælger at køre om natten her i Nordnorge på grund af den mindre trafik og de lyse timer.

Pludselig, mens vi stod og snakkede, begyndte en rumlen over vore hoveder. Ude fra Nordatlanten kom 2 F35 jagere bragende lavt hen over Nordkap klippen. De var så langt nede at man kunne se piloten. Den første tanke var, er det norske eller russiske, men da de tog en tur rundt om Nordkapklippen og kom tilbage fortog de et flot rul til ære for os turister og forsvandt mod syd. Den høje larm og vibrationerne fik flere bilalarmer til at gå igang. Vi blev enige om at jagerne nok var norske.

Vi fik de 2 glade gutter ind på passagersædet og kørte mod Gjesvær. Turen var vildt smuk.

Vel ankommet til Gjesvær handlede vi ind i den fine lille butik i byen. Gutterne blev sat af på en lille teltplads i udkanten af byen og vi fandt et sted til camperen med den skønneste udsigt. Vejret skiftede fra sol til regn, og vi havde et par stille timer i camperen, det var tiltrængt.

Vi havde bestilt et bord på en lille fiskeresteaurant i byen, hvor vi fik fiskesuppe og hvalgryde, veltillavet lokal kost.

Fiskesuppe
Udsigten


Efter maden gik vi en aftentur i byen, og nød, at vi ikke mere er på farten, men har ro til at opleve de steder vi kommer.