Camperen blev pakket og kursen sat mod nord. Ved 12.30-tiden landede den igen I Leifers og Camping Steiner. Det var noget den helt selv fandt på! Den var slet ikke i tvivl!!
Vel nedsunkede i campingstolene kom vi til at funderer over, hvorfor vi begge blev overvældet af en indre ro og tilfredshed ved at sidde i de kendte omgivelser på Steiners.
Efter en god snak frem og tilbage kom vi frem til, at turen over Posletten og ned gennem Toscana havde været spændende, overraskende og lærerig. Ikke kun havde vi besøgt nye og ukendte steder, men vi er også blevet klogere på det at rejse på en, for os god måde, samtidigt med at vi er blevet klogere på hinanden og det at rejse sammen.
Snakken er ikke færdig, men en foreløbig konklusion er, at vi ikke trives med at skulle flytte os hver, eller hveranden dag. Næste gang vi vover os ud på en lang tur, bliver det med færre nedslagspunkter, hvor vi bliver flere dage og tager stedet ind, inden turen går videre. Vi skal simpelthen have sjælen med, og det tager den tid sådan noget nu tager.
Derfor er det herligt at sidde sammen med et par hundrede tyske pensionister på Camping Steiner og lade indtrykkene fra de toscanske landeveje synke ind.
Tirsdag
Vejrudsigten for dagen var virkelig ringe, men vejret var godt, så efter en god lang morgen, næsten til kl 12, tog vi en snak om hvad vi ville i dag.
Marianne havde lyst til at prøve en lidt mere udfordrende cykeltur, end hun hidtil havde taget i det her område, så vi besluttede at turen skulle gå til Kaltern. Der er en rigtig god cykelvej og en let stigning 200 højdemeter ialt. Det var en rigtig smuk tur, og dejligt at køre nye veje.
Vel ankommet til Kaltern, trak der lidt mørke skyer op, så vi skyndte os at finde et sted i ly for eventuel regn, heldigt at det var et sted, der også serverede dejlig mad.
Det var cykelturen der var dagens formål, så da skyerne var trukket væk vendt vi næsen nedad igen, men ca 5 kilometer før Steiners begyndte det at regne, der var en der havde regntøj med og en der blev våd, gæt selv.
Nu sidder vi Camperen og hører regnen tromme på taget, og det er faktisk ret hyggeligt.
Onsdag Regn og ismand.
Dagen startede grå og forblev grå…..og lidt våd…..med lidt opklaring…..og lidt våd igen…. Hvad gør man så i en autocamper? Tja…..der er mange muligheder, og én af dem er at tage på museum, og det gjorde vi så!!!
I 1991 fandt et par på hike i Dolomitterne en død person og der blev indledt en efterforskning med politi og hele udtrækket. Hurtigt blev man klar over, at det vist var en meget død person, som havde været meget død meget længe! Faktisk blev kompetente forskere ret hurtigt enige om, at han, for der drejede sig om en mandsperson, havde været død i lige godt 5000 år! Da han havde ligget i isen var han ekstremt godt bevaret og blev transporteret til Innsbruck.
I Innsbruck var de glade, for det var noget af et scoop ar få sådan en meget død og meget gammel mand til byen. Men ak…….nøjagtige opmålinger viste, at “Ötsi”, som man var begyndt at kalde ham, havde lagt sig til at dø en sensommerdag i en lavning i 3200 meters højde, 95 meter inde på det som man nu om dage kalder for italiensk territorium.
Stakkels dem i Innsbruck, nu var de lige så glade! Men nix. Ötsi var og er Italiener og har ret til at blive udstillet i Italien, så derfor ligger han nu og fryser videre i en fryser på det arkæologiske museum i Bolzano, hvor vi allesammen kan komme og kigge på ham.
Faktisk lagde Ötsi sig slet ikke fredfyldt til at dø på toppen af Dolomitterne denne smukke sensommerdag for så længe siden. Da man begyndte at pille lidt mere i han, fandt forskerne både et dybt sår i hans ene hånd og et skudsår i venstre skulder med en pilespids. Skudsåret havde ramt en stor vene og Ötsi var forblødt af såret. Det har man spekuleret meget over, og en mulig forklaring kan være, at han af en eller anden grund har været på flugt og er blevet indhentet at sin banemand og kommet i klammeri med ham. Såret i hånden var et par dage gammelt, da han døde, så han er sluppet fra sine forfølgere, for så senere at blive skudt ned bagfra. Så vi står faktisk her med en gammel uopklaret mordgåde! Jeg ved ikke i skrivende stund, om politiet i Bolzano stadig arbejder på sagen, eller om den er blevet henlagt!
Efter al den dramatik, måtte vi lige forbi Walther Platz og have en aperol og kunne konstatere ar Kirken stod endnu.
Torsdag Oprydning, indkøb og afsked med Italien for denne gang.
Dagen i dag var dagen for at få ryddet op i camperen og købt de sidste italienske lækkerier, inden turen i morgen går over Dolomitterne og videre til Germanien. Der blev købt ost og pølser og alskens lækre sager og depoterne gennemgået for, hvad turen indtil nu har kastet af sig af ost, vin mm. Alt blev organiseret og stuvet af vejen i camperens mange kroge og aflukker. Endelig måtte jeg lige en tur forbi naboen til campingpladsen. Der er nemlig så heldigt, at nærmeste nabo er et yderst vel assorteret gartneri, et sandt overflødighedshorn af træer og urter, for manges vedkomne, både ukendte og meget billigere end i Danmark. Der blev købt spændende tomatplanter og peberplanter, og minsandten om ikke også et lille oliventræ fandt vej til camperens bagerum.
Efter en sidste middag på Steiners pizzaria og café er vi nu skarpe på at krydse de høje bjerge i horisonten mod nord.
Fredag. Juleroser i plastik og Spaghetti cabonara med fløde.
Så kom vi til Tyskland! Kontrasten er kolossal.
Det Tysk-romerske rige fandt aldrig ud af det der med kulturintegration. Efter mange timer på Il autostrada og på der Autobahn landede vi på Weingut Wargner ved Stuttgart.
Fin vingård med flotte hvid og rosé vine. Vi nød en dejlig rosé i eftermiddagssolen, med udsigt til det bakkedede landskab i Barden Württenberg.
Imidlertid meldte sulten sig, og et hurtigt tjek på Maps viste, at der lå en glimrende italiensk restaurant halvanden kilometer væk i den nærliggende landsby Weiler zum Stein. Glade og fro gik vi afsted ned ad bakken mod byen, og ganske rigtigt! lige ved siden af byens udmærkede idrætsanlæg, hvor de lokale hyggede sig med tennis og fodboldtræning, lå vores restaurant, og det var dér at kontrasten mellem latinsk og germansk kultur ramte os, som en pludselig snebyge en varm sommerdag!! I et lokale, som kunne rumme en bierstube i Munchen, tilbød man lækre italienske specialiteter, som Tortelini e scrampi og Spaghetti cabonara. Nu har vi gået fra det ene autentiske italienske spisested til det andet i fire uger og været på bølgelængde med kardinalerne i det Sixtinske Capel ved mødet med det italienske køkken, og så ramte hverdagen os med et brag. Tortelinierne var overkogte og Carbonaraen var fyldt med fløde! Mama mia, belle donna!!! Hvilken synd, hvilken skam mod alt, hvad der er latinsk kultur og moral. Vi spiste, det vi kunne overkomme, men lod resten gå ud lettede over at slippe af med uredelighederne. Mens begivenhederne blev evalueret over resterne af vores mineralvand og Weissbeir, lod vi oplevelsen bundfælde sig, glade for at være sluppet af med tallerkenerne. Få minutter gik i glad afslappelse, indtil resterne af vores måltid igen landede på bordet, nu indpakket i to foliobakker med et glad “Prego” ved siden af julestjernen i plastik, som rundede hele scenen perfekt af!
Vel tilbage i camperen måtte vi tilbringe en stund i stilhed i selskab med den smukkeste solnedgang, for at ryste aftenens begivenheder af os.
