27/7 Dagen der gik i fisk

Dagens tema var Kristianssund, som var helt ny for os. Indtil for et par dage siden vidste ingen af os, at Norge havde en by ved navn Kristianssund, Den ligger på 4 øer på kanten af Atlanterhavet. Vi blev opmærksom på den fordi Jens og Rita anbefalede Atlanterhavsvejen, som løber mellem Kristiansund og Molde.

Da vi undersøgte Kristiansunds muligheder, opdagede vi, at byen rummer Norges klipfiskemuseum. Det måtte vi se! Museet har til huse i en gammel Brugge (pakhus), hvor fisken er blevet saltet tørret og pakket gennem mange år. Produktionen af klipfisk var grundlaget for hele Kristiansunds grundlæggelse og eksistens. Museet rummede en fin udstilling, der beskrev produktionen af klipfisk og det benhårde slid, som generationer af børn og voksne har været udsat for. Vores besøg sluttede med en smagsprøve på Bacalao.

En del af den offentlige transport i byen er sundbåden, som sejler mellem de 4 øer. Vi tog en rundtur med indlagt frokost, da det begyndte at regne. Heldigvis var det kortvarigt

Vi forsøgte at se den ene af byens 2 kirker, men den var lukket og under restaurering. Det er svært at komme til kirkerne i Norge! Men videre gik det igennem byen og gennem en park op til det højeste punkt kaldet Varden. Fra tårnet på toppen var der en fantastisk udsigt over Kristiansund og omegn med det enorme Atlanterhav i baggrunden.

Vi glemte at tage et billede, men her er tårnet

Vi slentrede tilbage til byen og undrede os over, hvor mange tomme butikslokaler der var, og hvor få mennesker vi så.

Denne toldinspektør fik en lille græsvej opkalde efter sig
Denne toldinspektør har en fin villavej

Så begyndte sulten at melde sig og selvfølgelig skulle vi have klipfisk. Marianne havde læst om en restaurant som hedder Dødeladen! Vi tog endnu en tur med sundbåden til Dødeladen, og heldigvis havde vi reserveret bord, for vi så flere, som blev afvist.

Restauranten har fået sit navn efter huset det ligger i. I starten af 1800 tallet rummede huset er forsikringsselskab for søfolk, som hver måned indbetalte et beløb til at sikre dem en anstændig begravelse.

På menukortet var 2 retter med klipfisk, dem bestilte vi. Klipfisk hmm, noget tørt, salt stads. Nej, nej det var saftigt, smagsfuldt og lækkert, tilberedt at en kok der vidste, hvad han gjorde.