Vi vågnede i morges igen med frost på ruden, så mens bilens fyr sørgede for varme blev vi under dynerne og kiggede på dagens rute.
Det viste sig at ruten til Quedlingburg var spækket med vejarbejder hvor en del af dem var ved Hamborg, og det har vi temmelig dårlige erfaringer med, så vi forsøgte at finde en anden rute, det blev simpelthen for bøvlet og ville tage for lang tid, og så var alt ligesom åbent igen.
Vi besluttede ret hurtigt at vi ville tage en vestlig rute, og så sejle over Elben ved Gluckstadt, så kunne vi fuldstændig undgå Hamborg.
Endemålet blev Göttingen, en by Carsten har været i for 53 år siden, og husker som meget spændende med en gammel bymidte med bindingsværks ejendomme.
Vi drog afsted fra Friedichstadt ved 9.30 tiden, igen i strålende sol, og kørte en dejlig tur til Gluckstadt.


Efter 20 minutters sejltur, lå der en køretur på godt 300 kilometer foran os. Det lyder ikke af særlig meget, men når en del af det er på landeveje, og igennem småbyer med 50 km i timen, så tager det alligevel sin tid.
Frokost må der til og en pause, så vi begyndte at se efter hyggelige rastepladser, måske i en af de skove vi kørte igennem, og jo der var et skilt til en rasteplads, men hov der røg vi forbi indkørslen. Vi tager den næste, og det gjorde vi, en motorvejsrasteplads af værste slags, men sultne var vi, og vores hjemmesmurte sandwich smagte godt.

Således mætte og Carsten med en kop “kørekaffe” og en plade Rittersport, var vi klar til sidste del af turen.
Det gik glat indtil Hannover, så var den gal, der var sket et uheld, det gav lidt forsinkelse, men ved 18 tiden var vi fremme på vores park4night plads i Göttingen.
Således trætte og glade gik vi op i byen for at få lidt mad. Vi fandt en lille, sjov og god sydamerikansk resteaurant, der der serverede Empanadas, de var gode. Stedet var meget lille, plads til 16 gæster, og jeg sad med udsigt til et tændt tv, med spanske popstjerne.



Onsdag
Vi eeeeelsker langsomme morgener, og i dag skulle vi blive ved Göttingen, så vi brugte morgenen på camperkaffe og hygge. Vi bor lige ved et kæmpe badeland, her kunne vi købe brusebad for 1,5 euro, så vi fik motorvejsstøvet vasket af.
Således opfrisket gik vi ud og så på Göttingen, og cruisede rundt i byen og endte på byens torv, hvor vi blev tiltrukket af en bod med flammenküche, som er hvide pizzaer.



Göttingen er en gammel universitets by, og overalt i byen er der universitetsbygninger gamle som nye. Der er specielt de naturvidenskabelige fag biologi, medicin og astrofysik, der er repræsenteret. I forhold til byens størrelse er der rigtig mange uddannelsesinstitutioner, og det præger bybilledet med de mange unge mennesker.
Vi besøgte botanisk have, som var tilknyttet et fakultet på universitetet, og lige nu arbejder rigtig meget omkring biodiversitet. I den botaniske have var mange træer og planter i udspring, og haven var en oase i byen, hvor pulsen faldt til ro og unge sad rundt om på bænkene i solen med næsen i bøgerne.



Göttingen er en gammel by helt tilbage den tidlige middelalder med mange velbevarede bindingsværkshuse helt tilbage fra 1500-tallet. Nyt og gammelt er side om side. Det kommer til udtryk i facaderne i gågaderne, hvor butikkernes har overtaget bygningen med moderne design, mens resten af huset står i det oprindelige bindingsværk. Det kan man jo så mene om, hvad man vil!!





Når man er i Tyskland, skal man selvfølgelig på “Konditerei”! Vi faldt indenfor på byens gamle velrenommerede konditori “Café Cron & Lanz”. Vi ville sidde udenfor med en kop kaffe, men solen var væk og vi besluttede at gå indenfor. Da vi kom ind i lokalet, åbnede en helt anden verden sig for os. Til højre en disk med en overflødighed af kager i alle størrelser og smage. Noblet klædt personale anrettede med sikker hånd kagestykker på tallerkener, som af ligeså nobelt klædte tjenere blev båret op ad trappen til første sal, hvor en blandet skare af turister og lokale sad ved pæne borde og indtog herlighederne.



Efter konditoriet var vi mætte både på kage og på indtryk, så vi vendte næsen hjemad mod camperen, Marianne tog et hvil, Carsten en løbetur.
Der kommer lige lidt flere billeder fra dagen







