Vi havde en fantastisk dag i Lucca.
Vi cyklede ind til byen langs en aquadukt, som sørger for drikkevand til beboerne. Flere steder langs ruten så vi lokale tappe vand i dunke og læsse dem i bagagerummet.
Bymuren rundt om Lucca er så stor og bred, at den fungerer som gang og cykelvej samtidig med at der er rekreative områder flere steder, hvor der i tidernes morgen var bastioner.
Byens centrale rum er en rund plads der tidligere har været et amfiteater, nu rummer den caféer, resteauranter og blomstermarked. Der var trængsel med trængsel på, rejseselskaber med en guide, mindre grupper og lokale der skulle have blomster til hus og have.
Generelt var der rigtig mange turisteter i de centrale gader, men bevægede man sig blot få gader væk, var der fredeligt og her levede og boede man.
På Piazza Santa Maria i Lucca i ly af den gamle og imponerende bymur ligger en butik. Ikke en helt almindelig butik, men en cykelbutik, men heller ikke en helt almindelig cykelbutik, men en cykelbutik som i cykelsporten har samme status som Peterskirken i Rom har for katolikker.
Cicli Poli. Hellige haller, hvor udsmykningen ikke er fede engle med basuner, men billeder af heltene fra landevejene gennem 90 år. Coppi, Bartali, Gimondi, hænger på væggene, men også danske cykelhelte har fundet nåde for indehaverens kritiske blik. Breschel, Chris Sørensen, Nicki Sørensen m.fl. fra nutiden, men størst af alle smykker Jørgen Marcussen væggen under rækken af bedagede cykelhjul, med et billede fra hans etapesejr i Giro d’Italia i 1980.
Ydmyg betrådte jeg de hellige haller og fandt nåde for Signor Poli blik, da jeg fortalte, at jeg faktisk engang havde siddet samme cykelfeldt som Signor Marcussen. Et billede og en lille omvisning i butikken blev bevilget. Således opstemt af lyset fra de hellige hvælvinger og med min egen lille flig af den store cykelhistorie i hjertet, gik jeg ud i sollyset og fandt min elskede på Piazza Santa Maria.
Byens store kirke besøgte vi selvfølgelig, da vi var på vej ud af kirken igen, kunne vi høre musik .
Det viste sig at der var gang i en mini koncert med det skønneste band.
Efter en kop kaffe, cyklede vi den skønne tur tilbage til camperen, og regnede med de hyggelig og rolig aften.
Men, men så ville jeg lige slette en side her på bloggen, der lå dobbelt og …, så var alt væk.
Heldigvis ligger alt stadig inde på min wordpress, så det er blot et spørgsmål om at få det udgivet igen. Jeg måtte lige have hjælp til hvordan jeg kunne gøre det, så nu er det blot et spørgsmål om at finde tid til at gøre det, måske en dag når det bliver regnvejr eller når vi er hjemme igen
Søndag
Vi vågnede tidligt, så allerede ved 7 tiden sad vi i solen med den første kop morgenkaffe og nød den smukke udsigt.
Dagen i dag er dagen hvor vi skal gense Pienza, som vi var i i 3 uger i 2017, og har ufattelig mange gode minder fra.
Så vi drog afsted på motorvejen først mod Firenze, så Sienna og tilsidst Pienza. Da vi kørte hjemmefra havde vi en ide om at vi skulle undgå motorveje, for at se og opleve så meget som muligt, men den beslutning har vi revideret af 2 grunde: 1. de italienske vejes beskaffenhed og 2. det tog for meget tid og energi, vi vil hellere opleve de steder, hvor vi parkerer camperen.
Det typiske Toscanske landskab og til sidst Pienza dukkede op i horisonten. Bær lige over med kvaliteten af billederne de er taget ud af vinduerne på camperen.
Nu holder vi så på vores 3. sted vi har booket igennem agricamper, det er en lille resteaurant, og bed and breakfast, som nok har set bedre dage, Pladsen er fin og vi kan få landstrøm, som betyder at pc og cykelbatteri kan blive opladt.
Ved 16 tiden sad vi så på kirkepladsen i Pienza, på caffe la posta, og ligesom i 17 måtte vi fejre ankomsten med et glas vin, det var faktisk meget rørende at være her igen.
Vi var lige lidt rundt på de gammelkendte steder, inden vi fandt et sted at spise.
Mandag
Overskriften for formiddagen kunne være justering af drømmene. Vores oprindelige plan var, at vi skulle køre rundt til små byer her i Pienzas omegn. Men efter en omgang hard core bjergkørsel i går, må jeg bare erkende, at jeg bliver så stresset af det, også selvom det er Carsten der kører, og han gør det faktisk rigtig sikkert og godt.
Jeg har aldrig været god til bjergkørsel, heller ikke som passager, men når det så skal foregå i en autocamper, der både er længere og bredere end Berlingoen, så bliver det rigtig svært for mig. Det kan godt være nogen af jer synes jeg er sart, men det ville fylde så meget at dagene ikke blev gode. Jeg vil lige understrege at vi hverken har været ved at køre galt eller været i farlige situationer, det handler udelukkende om hvad der sker mellem ørerne hos mig.
Heldigvis var Carsten med på at revidere turen, så nu er planen at vi kører til Siena i morgen, hvor vi via appen agricamper har fundet en spændende osteproducent vi skal overnatte hos, mere om det i morgen.
Ellers har dagen stået i Pienzas tegn, med frokost på “Sette di Vino”, en ikonisk resteaurant, hvor man er nødt til at stå i kø for at få et bord.
Bagefter gik vi en tur ud af byen til Podere Comlonbaia, der hvor vi boede i 17. Et dejligt gensyn, men det gav også tid til eftertanke om sygdom og vores gode liv sammen. Turen til Podere Colombia var ganske smuk, og på vej derud kom vi forbi en lille kirke fra 1100 tallet.
Tilbage i byen, fik vi lidt at drikke på en bar ved bymuren, der er en fantastisk udsigt over dalen, det trak op med grå skyer, men holdt tørt,
Vi kom rundt i de butikker vi gerne ville besøge, vi fik købt picorino ost og lidt håndcreme, men så kom regnen, og vi søgte ligesom mange andre ind på La Posta.
Til sidst et gensyn med en resteaurant vi spiste en del på i 17, og ejeren/tjeneren mente at han kunne huske mig, om det var rigtigt eller italiensk herre charme må stå hen i det uvisse.
Da vi kom ud fra restauranten stod det ned i stænger, det havde vores forskellige vejrudsigter ikke varslet, vi havde regnfrakker, men ingen regnbukser, og vi havde en 10 minutters cykeltur foran os .
Så tørre på kroppen, men gennemblødt på benene, nåede vi i tørvejr.
Tirsdag
Vi havde regnet med at vi ville køre fra Pienza ved 11-12 tiden og havde varslet vores ankomst til den næste plads ved Siena omkring kl 14.
Men da vi sad med morgenkaffen opdagede Carsten en mail fra vores vært i Siena, hvor hun gerne ville have at vi kom enten inden 12 eller efter 16. Vi besluttede at give os god tid, og camperen trængte også til en oprydning og rengøring, så vi gik igang, bagefter stod alt snorlige og skinnende rent.
Så kunne vi lige nå en sidste tur op til Pienza, og spise en lille frokost og en sidste tur til bymuren og den fantastiske udsigt over Val`d Orcia.
fortsættelse under menupunktet Siena, Modena pg Verona