23/7 Riksvei 17 fortsat

Jeg (Marianne) er simpelthen nødt til at starte med slutningen. Vi sidder på Flåt Camping en skøn lille plads med 6 hytter, og højest 10 pladser til bobiler. ..som faktisk er et sted, hvor Jens og Carsten holdt frokostpause i sin tid. En sjov og pudsig oplevelse for Carsten.

Det bedste ved det hele er, at det er strålende sol og varmt. Det var faktisk noget, vi trænger til efter rigtig mange dage med skyet, fugtigt vejr og regn.

Dagen startede i småregn på Sandnessjøen camping, hvor vi ved 10 tiden kørte mod vores første færge Tjøtta- Forvik.

udsigten i morges

På Riksvei 17 er færgerne en del af vejnettet, så vi har på to dage taget 6 færger med sejltid på alt fra 15 minutter til en time. Sejlturen fra Tjøtta til Forvik tog en times tid. Så havde vi 16 kilometers køretur, så var vi i Andalsvågen, og skulle sejle 20 minutter til Horn.

Vi har haft lidt svært ved at finde ud af sejltiderne på færgerne. Nogle sejler efter behov, andre har en fast sejlplan, og nogen gange kan vi læse et i færgelejet og noget andet på hjemmesiden. Vi troede, der var godt en times ventetid i Andalsvågen. Så chaufføren Carsten, gik om bag i bilen og begyndte at smøre frokost. Pludselig begyndte bobilen foran os at køre, Carsten fik travlt med at komme på plads, og jeg fik travlt med at holde på knive, spækbræt og mad.

Godt omme på den anden side havde vi ca. 60 kilometer til dagens sidste færge. i Vennesund. Riksvei 17 er udnævnt til Norges kystvej, så der er mange andre turister, der har fået samme ide som os. Fra færge til færge kører vi faktisk i en lang række, biler og motorcykler bliver vinket ud først fra færgerne og derefter bobiler og campingvogne. Men da Carsten så et skilt med 1,8 kilometer til et gårdbryggeri, brød han ud af rækken, og vi fik en herlig oplevelse.

Da vi parkerede forenden af en hullet grusvej og steg ud af bilen, kom en ca. 40 årig gut os i møde, det viste sig at være bryggeren. Han var vældig imødekommende, og ville gerne fortælle om sit øl, sin udvikling som brygger og om forholdene i Norge generelt. Så det blev til en god time med ølsmagning (alkoholfri til mig, der havde overtaget chauffør pladsen), snak og køb af gode øl.

Med en god oplevelse i bagagen kørte vi mod den sidste færge Vennesund-Holm, 20 minutters sejltur. Vi var i Holm omkring 16.15 og ville køre ca. en times tid inden vi fandt et sted for natten.

Det har været sådan de sidste par dage, at solen har kæmpet for at komme igennem, og vi har kunnet ane opklaringer, men det er aldrig lykkes. Det gjorde det så på Rikvei 17 efter Holm, vejret blev bare bedre og bedre, og så er vi tilbage der hvor dagens fortælling startede.