Vores oprindelige plan for dagen var at køre fra Kristianssund til Molde af Atlanterhavsvejen, men nu er vi i Bud, og har fået flere uventede oplevelser.
I går aftes, da vi kom hjem til pladsen, havde vi fået norske naboer. Vi faldt i snak med dem, og som det ofte er, taler man om hvor turen går hen og anbefaler gode steder til hinanden Nordmændene anbefalede os at køre til Bud, hvis Carsten ville fiske og fange noget.
Atlanterhavsveien blev i sin tid bygget for at gøre vejtransporten hurtigere og mere sikker mellem Kristiansund og Ålesund. En del af vejen var med en færge, som sejlede mellem holme og skær, og det var ofte en risikabel affære. Derfor byggede man en vej henover adskillige holme og småøer, bundet sammen af seks broer. Med vanlig norsk sans for ingeniørkunst blev der bygget nogle så spektakulære broer, at en scene i James Bond filmen “No time to die”, blev optaget dér.
Vi frygtede lidt, at vi ville komme til at køre camper ved camper og kæmpe om p-pladserne hele vejen, men heldigvis blev vores frygt gjort til skamme. Som alle andre steder på vores tur, hvor vi er kommet til hot spots for turister, var der også her masser af plads. Der er en del turister i Norge, men landet er så stort og har så meget at byde på, at folk fordeler sig pænt over det hele. Vi parkerede og gik en tur med en fantastisk udsigt over det enorme hav.
Flere steder langs vejen er der bygget platforme, hvor folk kan stå at fiske. Carsten havde købt en ny stang og den skulle naturligvis afprøves, så vi fandt et roligt sted lidt fra alfarvej, hvor der blev kastet. Desværre var fiskene ikke taget i ed, så udbyttet blev magert. Et enkelt hug blev det til.
Videre gik det mod Molde og på vejen skulle vi lige runde Bud, hvor der lige skulle hives en torsk i land.
På vej mod Bud. kom vi til Vikan, kirken lå lige ud til vejen, og vi stoppede der. Som det er i Norge var kirken låst, men vi tog en rundtur på kirkegården, og det var tydeligt, at vi var i et område, hvor havet giver og havet tager. Der var 2 mindesmærker som tydelige illustrerer livsbetingelserne på egnen. På den ene søjle stod navnene på omkomne fra sognet, så sent som i 2010 var der en omkommen.
Vi parkerede på havnen i Bud og fornemmede, at vi havde fundet noget særligt.
Carsten greb fiskestangen og begav sig afsted, og Marianne tog Bud i nærmere øjesyn. En smuk og charmerende by på kanten af Atlanterhavet.
Da vi mødtes igen efter en times tid, var den oprindelige plan at køre videre til Molde, men Marianne havde fundet en glimrende gratis plads ved havnen i Bud, så vi blev. Lige overfor lå en bar/restaurant med terrasse ud vil vandet, der måtte vi over og have en glas vin/en øl.
Bagefter trængte Marianne til at røre sig lidt og tog en opstigning til området bag parkeringspladsen. Et museums område, men der var også stillet op til noget teater og en tilskuertribune, det så faktisk ret spændende ud. Tilbage til Carsten, han var straks med på at undersøge muligheden, så pastaen, laksen, fløden osv. røg tilbage i køleskabet, og vi klædte os varmt på. Vi var så heldige at der stadig var billetter af få og klokken halv syv sad vi på tribunen, vist som de eneste turister, og anede ikke meget om, hvad vi skulle opleve.
Det gik op for os, at vi var kommet til præmiere på forestillingen “En storm på vej” (atlanderhavsspelet.no), en forestilling om livet på og med havet i 1840`erne. Det var en meget særlig oplevelse, at sidde i aftensol med Atlanterhavet i baggrunden og se stykket om havet der tog mødre og fædre og gav rigdom til egnen.
