Mandag stod vi op til fint vejr i Alto Aldige, som dalen hedder, hvor Camping Steiner ligger. campinglivets ro var ved at indfinde sig, så vi var ikke til de store udflugter. Derfor besluttede vi, af cykle de cirka 10 km sydpå mod Trento. Dér ved vi nemlig, at der ligger et ydmygt lille spisested ved cykelstien. Vi er kommet der mange gange gennem årene, og har altid erfaret, at stedet er luvslidt og maden er middelmådig, men stedet har sin egen charme, og en tradition er jo en tradition! Vel ankommet på stedet, kunne vi endnu en gang konstatere, at ting har det med at forandre sig over tid! Stedet var shinet gevaldigt op med ny overdækning, nye møbler og ikke mindst ny, yngre og ikke mindst meget effektivt serveringspersonale. Madstandarten var også højnet betragteligt, så alt var godt.
Vel tilbage på campingpladsen kunne vi mærke en forandring. En god del af de tyske pensionister med de potente autocampere var skiftet ud med tyske børnefamilier med knapt så potente autocampere! Til gengæld summede pladsen af glade børnestemmer og fodboldene peb gennem luften. Nu begyndte Camping Steiner, at ligne det vi husker fra vores mange sommerferier på stedet, nemlig lyden af familier som hygger sig, krydret med lyden fra et par enkelte, fortrinsvis tyske pensionister. Nu blandede duften af grill sig med lyden af børn på cykler som spurtede op og ned af gangene, mens forældrene forsøgte at afværge de alvorligste ulykker.
Marianne havde købt asparges ved en vejbod, og dem tilberedte hun i vores udendørs campingkøkken til stor tilfredshed for Carsten, som imens flittigt iagttog livet set fra en campingstol.
Tirsdag stod op med samme vejr som mandag gik i seng. Regnen silede stille ned og skyerne skjulte bjergene rundt om os. Diverse vejrudsigter blev gransket, vredet, vend og drejet, men med samme nedslående resultat, regnen ville fortsætte til hen over middag. Derfor blev der taget en, for os meget hurtig og kontant beslutning. Vi tog resolut bussen til Bolzano for at lave andet, end at sidde småfrysende og kigge på regnen. Klokken var blevet frokosttid og vi besluttede at opsøge vores ynglingsrestaurant i byen, som var lukket i lørdags. Minsandten om ikke der var åbent, med alt hvad det indebærer af italiensk snakken og ageren, mens frokosten indtages. Efter lidt indkøb, isspiseri og slentren rundt, fandt vi bussen tilbage mod Leifers. Vi havde ramt myldretiden! Bussen blev hurtigt fyldt med alskinds godtfolk, som skulle hjem fra byen. Børnefamilier, enlige mænd og kvinder og telefonkiggende teenagere, præcis som en mylretidsbus i Danmark.
Onsdag.
Vi har nu fået besøg af Sofie og Sarah, og i morgen kommer Rasmus, Laura og Ebba, så siden her bliver stille indtil efter Påske.
God påske til alle Jer der læser med.