Ingen is på vinduerne fredag morgen, men lidt kølighed i luften.
Et gammelt ritual skulle genoptages ,Carstens ekspresso på Cafe Steiner med læsning af den lokale avis, og iagttagelse af den lokale folklore.
Efter 6 år havde vi et glædeligt gensyn med en del af vores camingudstyr incl 2 borde vi troede der var blevet væk. Det er sådan på Steiners at stamkunder kan opbevare noget af deres udstyr fra år til år, hvilket vi så også har nydt godt af, i den grad.
En del af tingene skulle vi bruge, da vi får familiebesøg i påsken, så formiddagen gik med at pakke ud og vaske af.
Efter at have fået indrettet os og spist frokost, skulle Leifers udforskes, var alt som det burde være, eller havde nogen lavet om på noget, mens vi havde været væk?! Hurtigt fik vi konstateret næste alt var som det plejede…….næsten!
Leifers indeholder mange sjove og hyggelige steder og et af dem er Kellerei Veritas på hovedgaden. Mangen en god stund er gået med at nyde et glas af den lokale vin i Veritas dunkle kælder hos den søde dame, som altid rundhåndet deler smagsprøver ud. Fra otte magiske haner tappes røde, hvide og boblende dråber i smukke rene glas, ledsaget af en tallerken med lidt brød, ost og skinke.
Forventningsfulde og uskyldige trådte vi ned ad trinnene til de dunkle haller og trådte ind, da chokket ramte os! Damen var væk! Forbløffede og rådvilde kiggede vi os omkring. Hun måtte være et sted! Andet var ikke muligt!! Bag den velkendt disk stod et 25 årigt pigebarn med blondt hår og designerbriller og smilede til os med sine røde læber. Rystede og lettere forvirrede satte vi os på barstolene og bad om et par glas vin. Efterhånden som vores tankevirksomhed igen blev rationel og pulsen fandt et nogenlunde naturligt leje, kom erkendelsen langsomt snigende: Ting forandrer sig, selv ting som man tror uforanderlige!
Men det vigtigste af alt er stadig en konstant på Kellerei Veritas. Der er stadig muligt at købe en literflaske og får den fyldt med gyldne lokale dråber fra de magiske haner til den nette sum af 2,5 Euro! Lettere omtumlede gik vi tilbage til vore bobil og genfandt roen over et glas Chardonnay.
Lørdag fortsatte vi undersøgelsen af om alt var ved det gamle, i dag var det cykelturen til Bolzano langs Adige, en smuk tur på en velanlagt cykelsti.
Næste punkt på dagordenen var den lille cafe vi plejede at besøge inden markedet, den var lukket, men markedet var helt som det plejer, der var sort af mennesker, og pladsholdere der var meget ivrige efter at sælge. Et sted ville Carsten kigge på et par lårlomme bukser, det var fuldstændig umuligt, supersælgeren var over os med det samme, og var fuldstændig ligeglad med vores verbale afvisninger og med vores forskellige fagter. Jeg behøver vel ikke at sige at han ikke fik solgt noget til os.
Når man er gået igennem lange rækker at boder med tøj, sko, tasker, punge, undertøj, køkkengrej og alt mulig tam tam kommer man til den mere interessante del nemlig fødevarerne, her er hyggeligt, og her er lækre råvarer. Vi endte med nogle små artiskokker, en kæmpe fennikel noget ost og noget speck, det ville blive til en lækker aftensmad.
Så vor turen kommet til centrum af Bolzano og til at få lidt frokost. Der var en bestemt restaurant vi huskede fra tidligere, som vi gerne ville på, og efter lidt rod med google maps lykkedes det os at finde den, lukket, ny plan, ny restaurant også lukket. Ok Bolzano rummer så mange fine spisesteder, så det er jo bare at slå sig ned.
Mætte og tilfredse tog vi en tur igennem arkaderen, og der var alt faktisk som det plejede. Jeg havde længe ønsket mig et par nye Birkenstock og sørme om den butik, hvor jeg købte birkenstock for 6 år siden, stadig var der, og med den sødeste og mest tålmodige dame i afdelingen for Birkenstock. Jeg forklarede på en blanding af tysk, engelsk, dansk og fagter, hvad jeg ønskede. Da handlen var afsluttet, roste hun mig for mit tyske!!!.Jeg tror det er første gang i mit 67 årige liv at nogen har rost mine sprogkundskaber, jeg kommer helt sikkert tilbage!!
På vej tilbage mod vores cykler, forandrede vejret sig, der kom skyer og et enkelt meget kraftigt vindstød, hold nu kæft vi havde markisen ude på bobilen uden stormsikringen, det var kritisk, så Carsten slog samtlige verdensrekorder for gamle mænd på gamle cykler, for at komme hjem og erfare at vores tyske genboer havde rullet den ind for os. sådan er det bare på den her campingplads, det er bland andet derfor vi elsker at være her men også fordi omgivelserne altid er så fine.
Så skulle vi lige have markisen ud igen og stormsikret den inden vi kunne gå igang med at tilberede fennikel og artiskokker.
Men, men som de glade amatører vi er, rendte vi ind i flere problemer, og fik hjælp fra en tysk bagbo, han kunne heller ikke se sig ud af det, Vi prøvede og vi prøvede og lige lidt virkede det, til sidst var de gode ideer sluppet op, og også de dårlige, så Carsten måtte rundt på pladsen og finde en markise magen til, og spørge markisens mennesker om de kunne hjælpe, og så var den der, kl 20 lørdag aften. Så artiskokker og fennikel blev vekslet til en tur på pizzariaet.
Søndag skulle være en absolut stille dag, og det blev det, vi læste, jeg strikkede, Carsten løb en tur, jeg cyklede en tur, og vi fik spist artiskokker og fennikel .
Sydtyrol er æbleplantager så langt øjet rækker, og lige nu blomstrer de, det er ufattelig smukt.
Søndag var ogå dagen, hvor den nye toiletbygning blev taget i brug, den er langt fra færdig men den fungerer. Et meget fint og specielt byggeri, som er meget åbent og luftigt.
