Dagen startede med regndråber på ruderne, men med kaffeduftens begyndende kilren i næsen, tittede solen frem mellem skyerne over Gjesvær.
Med morgenmad i maverne trillede vi over til vores to tyske plejesønner og fik dem ombord. Indstillet på 150 km med snak på engelsk/tysk startede vi mod Alta, hvor gutterne skulle finde et sted at fixe deres cykler. Efter få kilometer var der total stilhed på bagsædet! De unge mennesker rørte ikke på sig før få kilometer fra Alta. Vel ankommet til byen blev de sat af og vi ønskede hinanden god tur videre.
Egentlig var planen at Carsten skulle besøge et museum for det tyske slagskib Tirpitz, med Alta Museum lokkede mere, så vi kørte ind forbi. Museet omhandler 2-7000 år gamle helleristninger, som autentisk fortæller om livet ved Altafjorden dengang. Da biletterne var købt, befandt vi os pludselig som medlemmer af et rejseselskab fra Torgau Reisen.de med rejseleder og det hele. Vi var klart de yngste! Efter at have snørklet os ud af rejseselskabs klør, fik vi en dejlig tur rundt i landskabet ved fjorden med blik tusinder af år tilbage.
Dagen endte på Alta Fjordcamping med den vildeste udsigt over Langfjorden.
Vi skulle have ryddet lidt op i køleskabet, og sørme om det ikke havde gemt sig en skoleagurk i grønsagsskuffen. Det var lidt underligt at sidde nord for polarcirklen, og nyde en Ulbøllesk skoleagurk.
Til sidst en video fra jagerflyene på Nordkap (husk Lyd)