Regnen silede ned og blæsten ruskede i huset da morgenen gryede. Alt var lagt parat til at sidde ved vinduet og ærge sig over vejrets selvrådighed. Men nej, en stille fred fyldte os med tanken på alle de fantastiske oplevelser og indtryk, som de foregående dage havde givet os. Fjelde, isbjerge, natur og byliv og ikke mindst samværet med Laura og Rasmus. Der var meget som blev fordøjet med blikket henover kaffekoppen, med blikket rettet ud over fjorden og isskosserne.
Da vejrguderne mildnedes, og tankerne var sorteret og sat lidt i system i vores bevidsthed, var det tid til at komme en tur rundt i byen, som et led i vores langsomme, men uigenkaldelige afsked med Nuuk. I let regn gik vi mod Kolonihavnen, hvor Hans Egede i sin tid anlagde den første første landingsplads i det som skulle udvikle sig til det Nuuk, vi kender idag.
Synlig ved lavvande og skjult for mennesker ved højvande
Når man står og kigger ud over den ældste del af Nuuk og dvæler lidt ved historien og derefter vender sig om møder der én dette syn. Det moderne urbane Nuuk med nye boligblokke.
På turen gennem byen kom vi forbi dette vægmaleri, som fint udtrykker den ekspansion, som Nuuk foretager i disse år. Byen tiltrækker nye indbyggere fra hele landet og udvider sig med deraf følgende tryk på den omliggende natur og affolkning af mange mindre byer og bygder rundt i Grønland. Der bygges overalt i byen. Nye boligblokke med ofte flot arkitektur skyder op mange steder, og man forledes til at tænke:” Wow, her går det godt!” Det går også godt i Nuuk på mange leder, men det har sin pris andre steder i landet med stagnerende befolkningstal og en ung del af befolkningen, som flytter til hovedstaden eller måske helt til Danmark for at arbejde eller uddanne sig, men ikke altid kommer tilbage til de små samfund.
Nuuks kulturhus er rammen om mange arrangementer. Teater, musik, biograf, café og mange andre ting, som vi kun har nået at fornemme. F.eks. sad vi forleden over en kop latte og så folk forlade salen med diplomer, røde roser og store smil. Bygningen i sig selv er arkitektonisk en perle, dens udtryk er Nordlyset som hænger over byen i de mørke vintermåneder, smukt og præcist udført i træ og beton.
Til sidst en lille pudsighed set med danske øjne. Netto på Grønlandsk. Indretning og varesortiment er som i Valby, Hjørring og Varde.
