Efter flere timers kørsel over tundraen gennem Finland og ind over grænsen til Norge, ramte vi, for mig kendt asfalt. Virtuel var vejen dækket af store hvide bogstaver skrevet af entusiastiske tilskuere. JENS – CARSTEN fyldte vejen fra kantsten til kantsten.
Her havde Jens og jeg kørt for 17 år siden!
A trip down the memory lane.Turen gennem Alta fremdrog glimtvise erindringer fra dengang. Bygninger, gadekryds og udsigter kom til live i hukommelsen. Videre nordpå blev flere forlængst glemte filer påny aktiveret og hentet frem fra hjernens harddisk. Farverige huse, som kækt ballancerede yderst på en klippe med Atlanterhavet som baggrund, vejen som svingede og snoede sig rundt om bjergskråningerne.
Med ét kørte vi ind i Nordkapptunełlen som fører over til Magerøya, som Nordkapplatauet ligger på. Små 7 km vej under under havet. 3.5 km nedad og 3,5 km opad med 9%. Det fremkaldte lidt angstfyldte minder fra dengang, da to små cyklister lod sig opsluge af det store sorte rør dengang for mange år siden.
Vel ude på den anden side poppede Honningsvåg op med fiskerihavn og et mega stort krydstogtskib. Derfra kørte vi ud ad vejen mod Nordkapp. Da Jens og jeg kørte turen i sin tid tænkte vi, at de 30 km var “a piece of cake”, men vi blev klogere! Mange kilometer er ren bjergkørsel med lange barske stigninger på 8-10%. Camperen med farmand ved rattet klarede snildt procenterne, men de plagede ben med 2800 km i de stive muskler, skreg højlydt dengang.
Idag landede vi på den yderste kant af Nordeuropa i strålende sol og 14 grader. Der er ikke mange af den slags dage på disse kanter.
Efter at have kæmpet lidt med halvdelen af Tysklands pensionister om den sparsomme plads ved globussen, lykkedes det, at få taget det obligatoriske billede.
En fantastisk dag med minder og vigtigst af alt, at vise Marianne, hvor jeg tullede rundt i juli 2005.
