12/7 Massemord og turen til Alta

Som jeg skrev tidligere, var der rigtig mange myg i Karesuando, og selvom vi havde gjort alt, hvad vi kunne, for at holde dem ude af vognen, så var det slet ikke lykkedes, det summede og sværmede overalt, så vi gik igang fra en ende af, og fik også taget livet af de fleste.

Men, men ved 3 tiden kom der af uransagelige årsager nye myg ind, og der var om muligt endnu flere. Som man altid gør forsøgte vi, halvt sovende, at klaske dem, der generede os og krøb så helt ned under dynen, og ja det blev så for varmt. Kl 4.14 opgav vi kampen, stod op, lavede en kop kaffe og startede bilen mod Nordkap. Det var en smuk morgen med sol og lidt dis.

Efter et par timers tur gennem Finland nåede vi til Norge, og stoppede i Kautokeino, klokken var 6.57 og klokken 7 kunne vi købe brød og myseost. Lidt udenfor byen fandt vi en smuk beliggende rasteplads, nød morgenmaden og mere kaffe. Det var Carstens tur til at køre og jeg skulle have et tiltrængt hvil, myggene var efterhånden enten klasket eller forsvundet, så det var skønt, så vi fandt endnu en rasteplads og sov en times tid.

Derefter fortsatte vi mod Alta, på et tidspunkt kørte vi i en slugt, det var så smukt.

Læs fortsættelsen under Nordkap, Tromsø og Lofoten