5/4 17
Trediedagen i Casa Podere Colombaio oprendt og og lå dér, jomfruelig og kaldte på os. Ved morgenbordet på plænen var flere forslag på bordet, og enden blev, at Arezzo skulle beæres med vort besøg. “Die Ursula”, vores trofaste GPS, blev sat i sving og førte os sikkert gennem det forårsgrønne toscanske landskab. Alt er grønt og på spring og frugttræerne blomstrer. Arezzo dukkede op, og vi fandt relativt overlegent et P-hus, hvor Berlingoen blev stillet i bås.
Arezzo er skæv, helt skæv! Hvertfald indenfor den middelalderlige bymur. Op og ned går det, og bag hvert et gadehjørne forsvinder næste gade enten lige op i himlen eller lige ned i et hul. Ganske charmerende!!
Al den traven op og ned gav sig jo hurtigt til kende i maverenionen, og vi begyndte at se os om efter et tattioria. Hurtigt fandt vi et, hvor det, da vi åbnede døren, strømmede ud med livlig italiensk snakken. Dér skulle vi ind! Vi klemte os ind ved et lille to-personersbord og lod lydene og stemningen trænge ind.
Hurtigt blev Marianne fanget af synet af en, måske lettere dement, ældre dame, som indtog sin frokost ved et bord bag mig. Med Mariannes veludviklede sans for at studere menneskers adfærd og sociale interageren, havde hun en fest med at beskrive for mig, som jo sad med ryggen til, hvordan den ældre dame indtog sit måltid på en måde, som ikke helt var efter gældende normer, hverken i Italien eller i Danmark. For eksempel endte det som damen ikke kunne lide på gulvet, samtidig med at glas, flasker tallerkener og bestik hele tiden blev rettet ind på række og geled. Fantastisk at opleve med ryggen til! Maden var forresten ganske fortræffelig og til absolut rimelig pris.
Efter lidt mere traven op og ned var tiden kommet til at indtage et par Cappuccinoer. Vi fandt Piazza Grande, også skæv, men meget malerisk med huse og palladser i mange forskellige arkitektoniske stilarter fra forskellige tider.
Midt i kaffen og kagen brød et tordenvejr af Wagnerske dimentioner løs over vores hoveder. Lykkeligvis sad vi tørt og godt under en arkade fra 1500-tallet, som jo nok havde holdt til et par tordenvejr, så vi blev roligt siddende og betragtede de stakler, som spurtede rundt for at komme i læ for elementernes rasen. Men det kostede en kop kaffe mere, inden vi kunne give os i kast med det obligatoriske kirkebesøg.
Kirken var flot med freskoer med afhuggede hoveder og engle med himmelvendte øjne, samt en meget bestemt og emsig billetdame, som gik nidkært op i sin funktion som billetkontrollør.
Vel ude af det hellige tempel, var tiden inde til at finde P-huset og vores trofast ventende Berlingo. Efter et kig på Maps og nogle mere og mere fortvivlede kig rundt omkring, måtte vi konstatere, at vi ikke anede, hvor i byen vi befandt os i forhold til P-huset. Men med det verdenskendte Marianne-Carsten samarbejde fik vi relativt hurtigt sporet os ind på vejen til kørertøjet.
Vel hjemme i Pienza indtog vi et fantastisk aftensmåltid på en af byens dejlige restauranter.
Her er lidt flere billeder fra Arezzo
